Lovbogen – At spille efter love, ikke regler

Læsetid: ca. 10. min.

I tidligere indlæg (se her) har jeg beskrevet, hvordan jeg, som spilleder, forsøger at spille efter love og ikke regler. I følgende vil jeg forsøge at reflektere yderligere over denne ide og præsentere et muligt redskab – lovbogen – der kan hjælpe sådan en spillestil på vej.

For langt, gi’ mig opsummeringen: Love beskriver eventyrverdenens måde at fungere på og relaterer sig altså til, hvordan vi – som rollespillere – spiller verdenen. Modsat love forholder regler sig til, hvordan vi spiller spillet. For at spille efter love kan man med fordel afsætte tid i session 0 til at enes om, eller lade spilleder præsentere, eventyrverdenens grundlæggende love. Et redskab, der kan bruges i den sammenhæng, er lovbogen. I bunden af artiklen er der en kort vejledning til, hvordan lovbogen kunne fungere (‘work in progress’, naturligvis).

Love vs. regler

Ideen om vigtigheden af love er noget, jeg drager fra Sam Doeblers blog, Dreaming Dragonslayer (link her). For mig at se rammer han hovedet på sømmet med følgende beskrivelse:

Many times, gamers think of the rules of games before their settings. […] We think of the fifth edition of Dungeons and Dragons with levels, classes, and d20s before we think of Forgotten Realms, Greyhawk, or Eberron. […]

Many gaming tables (mine too at times) can lose context of the situations and worlds we’re playing in, preferring to focus on the rules of the game instead of the rules of the world.

Just as you have your dice, character sheets, miniatures, and whatever else to enforce how the rules of the game work, worlds have their own internal rules to enforce how that particular world works.

For the sake of clarity, we’ll call these LAWS, as in, the laws of physics or the laws of the universe.

While rules matter in how you interact with the game, the laws matter in how you interact with the world. In certain circles of role-players, (Free Kriegsspiel Revolution among others) laws are more important than rules. 

“Focus on the World: Rules and Laws”, Dreaming Dragonslayer, August 2021

Love dækker altså over de interne lovmæssigheder, eventyrverdenen arbejder efter. Hovedpointen for rollespillet er således, at hvor regler forholder til, hvordan vi interagerer med spillet, så forholder love sig til, hvordan vi interagerer med verdenen.

Snarere end at vælge et spilsystem, skal vi vælge en verden (A Bridge Leads from One World to the Next, from Another World af J.J. Grandville, 1844)

Jeg har dog én væsentlig reservation overfor Doeblers glimrende indlæg – en pointe, jeg også nævnte i det tidligere indlæg, navnlig at vi godt kan se mere barmhjertig på regler som noget, der ikke kun forholder sig til spillet, men også verdenen. Regler forholder sig til verdenen, fordi de forsøger at oversætte verdenens lovmæssigheder til mekanik. Vores regler for hit points, skade, charme, læring etc. er alle forsøg på at oversætte de love, der gælder for vores fysiske, mentale og kulturelle verden, til tal, værdier og sandsynelighed. Ofte med den hensigt, at vi kan spille hasard, rulle en terning og derved få et svar på, hvordan en karakters interaktion med verdenen tager sig ud.

I en Free Kriegsspiel Revolution-ånd handler det i midlertidigt om at underspille disse regeloversættelser af love. Vi kan bruge sådanne regeloversættelser som redskaber undervejs, men de må aldrig blive spilregler, man skal lære og mestre, før vi kan spille i en eventyrverden. Vi behøves ikke regler, der mimer den lovmæssige virkelighed og oversætter den til mekanik, når vi blot kan lade den fremstå diegetisk, altså som karakteren i eventyrverdenen oplever det – fx sværdhugget, der borer sig dybt ind i skulderen og gør armen ubrugelig (modsat et sværdhug, der tager x antal HP og giver “disadvantage” på fremtidige angrebsrul).

I FKR-alternativet handler det altså i stedet skal om, at spillerne skal frisætte spillederen fra regler og have tillid til, at denne dømmer efter love – igen fx at sværdhugget i skulderen selvfølgelig gør efterfølgende angreb besværlige, hvis ikke umulige.

Så langt, så godt. Men hvordan gør man dette i praksis? Hvordan sikrer man et spil med fornuftige og tillidsvækkende domsafsigelser, der tager udgangspunkt i love? Jo, man afsætter tid til at nedfælde sin eventyrverdens love.

Den indledende lovgivende forsamling

I flere rollespil er det kutyme at have en session 0, hvor der skabes karakterer og måske endda eventyret og verdenen selv. Netop session 0 er den rette scene til at nedsætte en lovgivende forsamling og nedfælde jeres verdens love.

Det system, jeg hyppigst har gjort denne øvelse i, er Ironwsworn af Shawn Tomkin. Ironsworn er et pbta-spil, der fra start af er designet til solo og co-op spil, men som også kan spilles med en traditionel spilleder (spillet kan findes gratis her). I Ironsworn er noget af det første, man bliver bedt om at gøre ved spilstart at “vælge sine sandheder”. Her bliver man ledt igennem en række emner som eventyrverdens baggrundshistorie, betydningen af jern (Ironsworns helt store koncept), samfundets organisering, magi, religion, uhyggelige væsener m.v.

Lad os se på eksemplet magi eller “mysticisme”, som det kaldes i Ironsworn.

Magiske love

I Ironsworn gives der følgende tre valg ift. magi i verdenen (man opfordres i bogen til selv at modificere eller tilføje):

1) Some still find comfort in the old ways. They call on mystics to divine the fortune of their newborn, or ask them to perform rituals to invoke a bountiful harvest. Others act out of fear against those who they suspect of having power. However, most folk believe true magic — if it ever existed — is lost to us now.
[…]

2) Magic is rare and dangerous, but those few who wield the power are truly gifted.
[…]

3) Magic courses through this land as the rivers flow through the hills. The power is there for those who choose to harness it, and even the common folk often know a helpful ritual or two.

Tomkin, Ironsworn, s. 127

Her har vi altså både det magiløse overtrossamfund; vi har den sjælne, farlige, måske korrumperende og dyrekøbte mørke magi; endelig har vi magi som allemandseje.

Fra Compendium rarissimum totius Artis Magicae sistematisatae per celeberrimos Artis hujus Magistros – eller Kompendium om Dæmonologi og Magi (ca. 1775).

I Ironsworn har disse valg først og fremmest til hensigt at sætte baggrunden og tonen for ens kampagne og dermed give narrative kroge at gribe fat i under spil. Men, som Tomkin skriver netop med reference til magi, kan nogle af valgene ikke desto mindre også have indflydelse på, hvordan du forholder dig til spilmekanikkerne, til reglerne.

For example, if magic is rare or unknown in your world, rituals [Ironsworns svar på trylleformularer, red.] can be ignored or themed in such a way as to make them more about superstition and subtlety.

Tomkin, Ironsworn, s. 122

Citatet virker udramatisk, men i princippet er det ret signifikant: Vi bydes at sætte sandheder over regler. Vi bydes at spille på verdens præmisser før reglerne. Eller – som jeg ikke overraskende vil insistere – vi bydes at spille efter love, ikke regler.

For selvom Ironsworn kalder det “sandheder”, ja, så fungerer afsnittene fx om magi egentligt ligeså meget som love. For hvor sandheder – i en fuldstændig u-postmoderne forstand – må være objektive kendsgerninger derude, er lovene det menneskelige forsøg på at forstå disse kendsgerninger og sætte dem på formel (altså en lidt udvidet definition af love sammenlignet med den præsenteret indledningsvist). Eller, i rollespilssamenhængen: Lovene er den fælles forståelse og oplevelsen af virkelighedens lovmæssighed, som karakterer i verdenen deler med hinanden. Sådan forstår jeg også Ironsworns sandheder: det er forståelsen og oplevelsen karakterer i verdenen har af fx magi og dens lovmæssigheder – noget der er særligt tydeligt i sandhed 1 (“most folk believe …”).

Så hvad er min pointe med at inddrage Ironsworns “love”? Jo, det er at insistere på, at dette er det eneste, vi i bund og grund behøver for at kunne spille og dømme et rollespilseventyr. At vi eksempelvis ved, at magi er sjældent, farligt og dyrekøbt er i princippet nok til at dømme fornuftigt, hvad der sker efter trylleformularen er udsagt. Vi kan så selvfølgelig kvalificere vores dom med orakler – terninger (fx en hvordan-terning – se tidligere indlæg om dette her) og/eller tabeller – eller endog vælge at lade tilfældigheden råde via et terningekast, enten som et regelredskab eller for at simulere magiens lunefulde veje. I sidste ende er det dog blot tillægsordninger: lovene og en fornuftig læsning af disse i kontekst er nok. Endelig kan vi selvfølgelig også – som en art samvittighedsfuld Gud, der ellers lader sine spillere leve i lovmæssighed – vælge på udvalgte tidspunkter at bryde lovene. Har vi som gruppen fx valgt, at magi er intet andet end ammestuehistorier, ja, så kan spilleder jo træde op på den store klinge og pludselig tillade genopståelse af en nær ven. Modsatte brudte regler, der kun skaber drama ved bordet, så skaber brudte love dramatik i verdenen.

Under alle omstændigheder er det, vi – i et eventyr – behøver altså en liste over de love, karakterer i verdenen lever under og med. Vi behøver en lovsamling, en lovbog (og ikke nødvendigvis en regelbog).

At skrive en lovbog

Inspireret af Ironsworn – og særligt i min læsning af dens sandheder som love – følger her fire generiske spørgsmål og kategorier, der kan bruges til at diskutere og skabe love for de fleste eventyrverdener. Det her er altså ikke et skema til at skabe en baggrundshistorie som sådan (selvom om noget af det kan reflektere eller relatere sig til det), men for at sætte baggrundslovene. Bemærk også, at disse love jo kan være kendte for spillerne fra start eller blot for spilleder, der derefter lader dem gradvist fremstå for spillerne i løbet af eventyret (som en Gud, der åbenbarer “sandheden” stykke for stykke). I så tilfælde kan man skrive sin lovbog løbende gennem eventyret.

Mozes toont de wetstafelen (Moses fremviser De Ti Bud), ml. 1600-24

For hver af de fire kategorier har jeg angivet nogle loveksempler for en på-stedet opfundet nordisk, vikinge-lignende fantasiverden. En god øvelse kan også være at forsøge at nedskrive lovene for ens nuværende kampagne eller ens favoritverden. Fremover på bloggen agter jeg netop at gøre dette. Både for at have lovbøger at spille mine favoritverdenener efter, men også for at forfine hele lovskrivnings-øvelsen og de involverede spørgsmål og kategorier. Pointen er altså, at nedenstående er et ‘work in progress’.

1) Natur og ur- og forhistorie: Hvordan opfører naturen sig? Er der en ur- og eller forhistorie, der har formet eller stadigt former verdenen grundlæggende?

• ”Naturen udfolder sig lovmæssigt i den barske, golde verden.
• “Der er rygter om andre virkeligheder i øst, hvor det gamle rige lå.”
• ”Udvalgte kan manipulere naturens elementer.”
• “Det siges, at verdenen blev skabt på et skildpadde og stadig hviler derpå.”

2) Kultur og samfund: Hvordan er kulturen og samfundet indrettet, og hvilke effekter har det?

• ”Du er din klan og dit udstyr.”
• ”Alle handler er byttehandler.”
• ”Trusler gør stædig. Ros og sladder er den fineste valuta.”

3) Krop og kamp: Hvordan fungerer kroppen, og hvad kan den under pres?

• ”Livet er ækelt, dyrisk og kort for flertallet – men de udholdende nordboere lever med det.”
• “De fleste vil kæmpe efter første seriøse skade eller sår. En del vil flygte eller bede om nåde efter det andet. Det tredje er døden for næsten alle.”
• “Enkelte er født med ‘gråskind’, en særligt hård, næsten stenagtig beskyttende hud.”

4) Sind og magi: Hvordan fungerer sindet, og hvad kan den under pres?”

• ”De fleste raske personer er frygtsomme overfor naturen, men viljestærke overfor det meste andet.”
• ”Udvalgte kan knytte sig til den magiske understrøm og manipulere den – dog kun mod et skrækkeligt offer.”
• ”Magi kan ikke influere de ikke-udvalgtes sind.”

Bid mærke i, hvordan jeg har formuleret mine loveksempler. De er formuleret fra et perspektiv i eventyrverdenen og ikke udefra i spiltekniske regel-termer. Lovene fremstår som en lokal guide ville præsentere sin barske, klan-styrede og naturtætte verden langt oppe mod nord, fjernt fra “avancerede” storbyskulturer. Bemærk også, at de fleste af loveksemplerne her er løst vejledende (fx ”De fleste raske personer er frygtsomme overfor naturen, men viljestærke overfor det meste andet”), mens andre, fx dem relateret til magi, er mere begrænsende: Kun udvalgte kan bruge magi, det koster dyrt, og magi kan ikke manipulere ikke-udvalgtes sind. Det samme gælder for loven “du er din klan og dit udstyr.” Den kunne være definerende for, hvordan karakterskabelsen og videre karakteravancement forløber, navnlig som noget, der lægger sig op af sociale kræfter, normer og de materialer og genstande, der omgiver karakterne, snarere end indædte, særlige, individuelle egenskaber og særkender ved karaktererne. (I den amerikanske rollespilsblogosfære er der nogle der kalder sådanne rollespil for (historisk) materialistiske rollespil snarere end idealistiske. Det bliver nok et emne til et fremtidigt indlæg.)

Endelig vil jeg knytte en kommentar til loven “De fleste vil kæmpe efter første seriøse skade eller sår. En del vil flygte eller bede om nåde efter det andet. Det tredje er døden for næsten alle.” Den har et aspekt af regel-“agtighed” over sig i sin tretrins-opbygning, nærmest som om den indikerer, at alle karakterer har tre HP. Som spilleder kunne man oversætte den til sådanne et HP-redskab, men jeg vil mene, at det er vigtigt, at den fremstår i denne “i-verden” formulering, således at fokus bliver netop på verdenen og lovene – og at spilleder bevarer friheden til at undsige sig et klassisk HP-fokus.

Afslutning

Det er klart, at man ikke nødvendigvis behøver at udfylde sådan en lovbog grundigt eller overhovedet, hvis man vil spille efter eksempelvis en FKR-stil. Men det kan som minimum være nyttigt at sætte sig og kort at indikere eventyrverdenens grundlæggende love, fx efter formlen “som jorden, men …”. Om ikke andet for at regelbrugen bliver bevidst mimetisk, navnligt at reglerne bruges for at efterligne eventyrverdenens love og dermed spille verdenen – og ikke for at spille spillet. I min nuværende kampagne, Den Vandrende Skov, nøjes vi fx mere eller mindre med den korte formel: “Som jorden i 1700/1800-tallet, men med mystiske, magiske skove.” Desuden gør jeg også – som i de fleste af mine “som jorden”-lignende spil – brug af det andet loveksempel nævnt under ‘Krop og kamp’ samt først punkt under ‘Sind og magi’ som vejledende for kamp og den generelle menneskelige attitude til verden.

Forvent, at ideen om lovbogen vil blive taget op igen på denne blog. Jeg planlægger som sagt at forsøge at omsætte nogle velkendte verdener til lovbøger. Først forsøg bliver nok Warhammer Fantasy Role-play.